onsdag den 30. marts 2011

Klisterstas

På søndag skal jeg have fødselsdagsgæster, og vi skal have cupcakes. Så i dag har jeg brugt en fridag på at lave sukkerblomster af royal icing. Der blev rigtig mange! Og hvad kan man så lære af det? Når læreren siger, at opskriften giver en god stor portion, så skal man bare tro på det og ikke lave en dobbelt portion. Nu står de til tørre på alle vandrette flader i hele lejligheden.


Det var faktisk rimelig nemt at arbejde med, når man først havde fået det ned i sprøjteposerne, men indtil da var det lidt noget klisterstas. Så er det godt, at der nok går lidt tid inden, jeg skal til det igen...



Der er stadig plads til forbedring. F.eks. kan jeg ikke helt finde ud af at afslutte bladene uden at de deler sig i to forneden. Men øvelse gør forhåbentlig mester.

tirsdag den 29. marts 2011

Badges

Jeg er røget ind i en slags kreativ lammelse. Det må være alle de muligheder, der er, efter jeg har fået et reelt krearum. Kender du det? Mængden af ting, man potentielt kunne gå i gang med, er så overvældende, at man slet ikke kommer i gang med noget.

Det skal såmænd nok bare hækles væk. Det satser jeg i hvert fald på. I aften holder jeg nemlig en miniudgave af hækleskolen, hvor der kommer to unge kvinder og lærer at hækle. Det skal nok blive godt og inspirerende.

I manglen på færdige projekter viser jeg lige min samling af badges, som hænger på min nye opslagstavle og spreder glæde med sjove ord:


Det er et reklamebadge for et skuespil, som jeg faktisk ikke kender navnet på. En lego-sherifstjerne. To Obama-badges fra min NY-tur i 2008. Et lille grønt badge, som jeg har fået af en veninde. Og den nyeste i samlingen. Lili Scratchys støt-Japan-badge (jeg ville linke til, hvor du kan købe det, men linket på Lili Scratchys blog virker ikke længere...).


Oven på badgene er en ensom pink kamel på vej ud over kanten...

søndag den 27. marts 2011

Jeg kommer nok aldrig til at bo som dem i bladene...

...men derfor er jeg alligevel pavestolt over at kunne vise billeder frem af mit nye sove-/kreaværelse (og jeg kan ligeså godt sige det nu: Der kommer maaaange billeder).

Først et før-billede (bemærk, hvordan jeg har undladt at rydde op, for at få kontrasten ml. før og efter til at se endnu større ud):


Jeg ønskede mig en syplads, hvor der var bedre plads til at have de to maskiner stående ved siden af hinanden, men der var simpelthen ikke plads til et bredere skrivebord ved siden af sengen.

Heldigvis kunne IKEA komme til undsætning med en loftsseng. Totalt smart! På denne måde kan man udnytte  pladsen virkelig effektivt. Således ser mit nye soveværelse og krearum nu sådan her ud:


Jeg har fået et arbejdsbord i hele rummets bredde med rigeligt plads til to symaskiner. Sengen er så høj, at jeg kan stå oprejst under den uden problemer (180 cm i højden).

Jeg viser lige lidt flere detaljer fra krea-hulen:


Der skal jo være plads til lidt hyggeligt dims, ikk? (Bemærk billedet - der kommer nogle lignende med på forårsmarked).



Kaktus fra IKEA (Det er ca. de eneste planter, jeg kan få til at overleve). Dåserne er loppefund og trådrullerne er fra Akimbo.



Rammen skal males. Jeg tænker lyserød...nu er jeg jo lissom i gang med at tøse helt ud.


Globe-spare-pærer fra IKEA. De orange ledninger er også fra IKEA (2 meter for 10 kr...). Lyserødt porcelænshoved, hvid kvindetorso og flasker er alle loppefund. Det lille skrin er et højt skattet arvestykke.

Det er ikke helt færdigt endnu. Der skal stadig males en ramme og en skammel og syes en pude til den nye stol. Men alt i alt er jeg et meget lykkeligt menneske. Tusind tak til mine forældre, som hjalp med at samle og flytte og rydde op. Det var uvurderligt!

fredag den 25. marts 2011

Af hjertet tak

Min norske blog-ven AbluMoo har været så sød at give mig en award. Og jeg siger aldrig nej tak til en lejlighed til at tale om migmigmigmig. Here goes:

Link til den du fikk awarden hos.

Besvar spørsmålene.

Gi awarden videre til 10 andre bloggere.

Spørsmål 1: Hvorfor startet du å blogge?

Jeg begyndte at følge Lis, da hun bloggede på Trendsales og en hel ny verden åbnede sig. Indtil da havde jeg troet, at man var lidt mærkelig, hvis man godt kunne lide at hækle og sy osv. Det var jeg tilsyneladende slet ikke, og det der blogging virkede som en sej måde at dele kreativiteten.

Spørsmål 2: Hvilke blogger følger du?
Virkelig mange! Alt for mange til at remse op her.

Spørsmål 3: Favoritt makeup-merke?
Jeg går ikke så meget op i, hvilket mærke make-up'en har. Jeg bruger faktisk heller ikke så meget (mere. Engang var jeg altid i fuld krigsmaling). Men jeg bruger altid mascara fra Lancome.

Spørsmål 4: Favoritt klesmerke?
Jeg er heller ikke exclusive med noget tøjmærke. Det ender altid med en blanding af vintage, hjemmesyet og hvad jeg lige falder over på min vej, som falder i min smag.

Spørsmål 5: Ditt "må-ha" makeup-produkt?
Igen: min mascara fra Lancome.

Spørsmål 6: Favorittfarge?
Lyserød tror jeg. Men jeg kan i det hele taget bare godt lide farver.

Spørsmål 7: Parfyme?
Jeg har mange forskellige, men min altime favorit er Gucci Envy.

Spørsmål 8: Favorittfilm?
Hmm...der er ingen der lige kommer til mig. Jeg ser selvfølgelig film og nyder det, men jeg har vist ingen decideret favorit. Til gengæld vil jeg da gerne lige anbefale The Brothers Bloom, hvis du ikke har set den. Den er rigtig fin.

Spørsmål 9: Hvilket land vil du besøke og hvorfor?
Åååh...I'd like to wake up in the city that never sleeps...Og så ville jeg da også gerne se mere af USA. Og tonsvis af andre lande for den sags skyld.

Spørsmål 10: Fem ting du alltid har i vesken din?
Pung og en mia gamle bon'er.

Nu skulle jeg i princippet sende awarden videre, men det virker som om den sidste award-bølge først lige har lagt sig, så jeg vil nøjes med at anbefale dig at kigge ind hos AbluMoo og bagefter tage et kig på listen over blogs, jeg følger fast (under min profil) og klikke ind på nogle, du ikke kendte i forvejen.

onsdag den 23. marts 2011

Rosa Armee Fraktion

Arbejdet med ny-indretningen af soveværelset/krearummet fortsætter. Og mens min hr. far roder med ledninger osv. så er jeg så småt begyndt at indrette mig. Og jeg vil have KNALD! på ligesom her. Så jeg har svunget penslen over nogle gamle rammer, som bliver neonpink.

Og da jeg alligevel var i gang med at sætte kulør på, så jeg mig om efter andre ting at male pow-pink. Jeg fandt nogle små legetøjssoldater og cowboys. De fik også en tur og vil nu gå under navnet Rosa Armee Fraktion. De skal med på Forårsmarked og se festlige ud.




Her kan man skimte rammerne i baggrunden. Jeg skal nok kun bruge en, så resten kommer med på marked. Men mere om det en anden dag.

tirsdag den 22. marts 2011

Forårsaltan

Der sker ting og sager i det lille hjem. Mit soveværelse undergår (med stor hjælp fra mine forældre) i disse dage en stor forandring, som gerne skulle munde ud i, at jeg får en slags krea-rum, som er lidt mere permanent end den arbejdsstation, jeg har nu. Jeg glæder mig som et lille barn!

Mens der bliver hamret og banket og skruet i soveværelset (og bandet og svovlet lidt, for det er paskram), har min mor været så sød at gøre min altan forårsklar.





Krea-rum og blomstret altan i solskin. Livet er skønt!

Jeg viser billeder af mit nye soveværelse senere. Vi skal lige være lidt længere i processen, inden jeg flasher.

søndag den 20. marts 2011

Du är söt och snäll som en karamell!

Forældrene er på besøg, og vi kørte en tur til Malmø. Og så er et besøg hos Lagerhaus obligatorisk. Jeg er helt pjattet med den butik, og hvis det ikke var for min hr. fars temmelig lidende ansigtsudtryk, så kunne jeg gå rundt derinde i timevis og opdage små skatte.


Kysse-plaster, en ramme, gavepapir og silkepapir.


Pap-påskeæg med sød tekst. Jeg vil sende et gækkebrev til kæresten og håbe, at han gætter, hvem det er fra.

lørdag den 19. marts 2011

Blogtræf i Helsinge

I formiddags tog jeg toget til Nordsjælland (og må jeg i den forbindelse lige kort udtrykke min undren over, at det tager ligeså lang tid at komme til Helsinge, som det gør at komme Odense). Nå, men togturen gik egentlig ganske gelinde. Jeg hæklede lidt undervejs og nød landskabet. Destinationen var et blogtræf arrangeret af Marie og Tamra. Her kan du se nogle billeder fra en vanvittigt hyggelig dag:


Mmm...cupcakes...(jeg spiste to). Marie havde bagt dem.

 
Camilla broderede blandt andet en fin ugle på en t-shirt.


Der blev flittigt klippet og syet sekskanter til patchwork. Her er det Maries hænder i baggrunden. Jeg har aldrig prøvet håndsyet patchwork, men Tamra var så sød at forære mig noget patchwork-pap, så jeg kan forsøge mig. Og hun tilføjede frejdigt: "Vi glæder os til at se det på bloggen!" Gulp! Så er det bare med at komme i gang...


Pernille havde en hel bunke skønne aber og vidunderlige patchworktæpper med. Jeg beundrer den måde, hun får brugt rub og stub af sine stoffer.


Helene var blandt andet i gang med at flette et penalhus af slikposer.


Anne Dorte havde et smukt patchworktæppe i blå farver med. Det gav mig lyst til straks at klippe sekskanter af alt mit stof.

Tusind tak for en deeeeejlig dag! Det var som altid inspirerende, lærerigt og fornøjeligt at møde andre beboere i blogland.

onsdag den 16. marts 2011

Jeg er blevet begavet

Se hvad der var med posten til mig:


En gave fra Maria, som har været med i en blogleg hos mig for et stykke tid siden. Siden jeg modtog min gave fra Camille, har reglerne ændret sig, så man også får en gave tilbage fra dem, man selv har sendt til. Det får mig til at føle mig halvt som et skarn og halvt som et meget heldigt asen.

Der er bare SÅ mange fine ting i pakken og det er tydeligt at se, at Maria har brugt tid på at lave en personlig gave til mig.


Der var noget rigtig sejt papir med veteranbiler, som Maria har hjembragt fra Berlin bare til mig. Wow!


Der var skind til nye projekter.


Der var coastere i skind med hækling. Total yndlingskombination fra nu af!


Små farvede disko-dasko-kugler. De skal op at hænge til påske. Påsken kan vist godt bruge lidt mere bling-bling.

Tusind tusind tak, Maria! Jeg er så glad for det hele.

mandag den 14. marts 2011

I said young man, are you listening to me?

Eller skaldepande #6:


I en kommentar til et tidligere indlæg om skaldepande Elvis foreslog Fru Forstad, at jeg skulle hækle en bad ass cop skaldepande. Og det skulle jeg da...bortset fra, at denne skaldepande nok er blevet mindre bad ass og mere Village People. Jeg tror, det er shortsene og skovsneglsoverskægget, der gør det.


Han har naturligvis også truckerbriller...


...og policebadge.

Skaldepande cop er lidt rund om maven...det er fordi han elsker donuts. Han forsøger at forbrænde dem ved at danse til YMCA, men det ser lidt tosset ud, for hans arme er for korte, så han kan ikke nå op over sit eget skaldede hoved.

The bad ass cop kommer naturligvis med til Forårsmarked.

lørdag den 12. marts 2011

En slags minikollektion tager form

Den blomstrede del af min lille børnetøjskollektion til Forårsmarkedet er færdig. Jeg er blevet rigtig godt tilfreds med den, så nu håber jeg, at der er andre, der synes, den er ligeså tuttenuttet og sommerfrisk, som jeg gør. Her er lidt billeder:


Denne her kjole er en str. 1½-2 år og den findes også i str. 3 år.


Kjolen har bærestykke og rynk i skørtet. Jeg har sat grå rib i hals og ærmer for at tone det spraglede en lille smule ned.


Udover kjolerne er der t-shirts med både korte og lange ærmer i forskellige størrelser.

Det blomstrede stof er købt i en genbrugsforretning. Jeg er ret vild med det og først var det meningen, at jeg ville sy en kjole til mig selv i det. Men nu er der altså blevet små kjoler ud af det i stedet, og det var nok en god beslutning.

Jeg glæder mig til at vise resten frem. I farverne er det mere afdæmpet til gengæld skruer jeg lidt op for pynten.

torsdag den 10. marts 2011

Den allerførste gang



Der er en første gang for alting, siger man. Således har jeg for første gang været på sportsbar - og så endda på Hovedbanegården. Sport interesserer mig slet ikke (Her tør jeg godt at generalisere, for den lille smule Wimbledon-tennis eller de få landskampe i whatever, jeg indimellem stiller ind på, kan godt karakteriseres som ingenting). Men jeg blev inviteret af drengene på mit arbejde, og jeg blev så beæret over, at jeg som eneste pige fik en invitation, at jeg sagde ja. Jeg forestiller mig, at de har tænkt enten a) Hun snakker ikke om pigeting eller b) hun er god til at drikke øl. Hvis de har tænkt a), er de blevet svært skuffede i aften, for vi har vendt både kreablogging, hækling og hvem det nu lige var, der spillede i hvilke farver (35 minutter inde i første halvvej). Men jeg er en habil øldrikker.

Man skal ikke være bange for at gå glip af noget, hvis man går på toilettet midt i kampen...(der er i øvrigt også skærme udenfor toiletterne, hvis der skulle være kø).

tirsdag den 8. marts 2011

Jeg klipper lidt med saksen

Forårsmarkedet nærmer sig med stormskridt. Og jeg er (så småt) ved at gå i gang med at sy det børrnetøj, jeg skal have med. Der er ikke nogen færdige resultater at vise endnu, men her er et par billeder af klipning - som alle jo ved er det suverænt kedeligste i syprocessen og en ægte show-stopper.

 
Her er jeg i gang med en sommerkjole i blomstret vintagestretch. Den bliver sød (og ret spraglet), tror jeg.

Planen er at få klippet det hele i løbet af et par dage, så jeg kan gå i gang med det sjove i weekenden. Spændende om den holder...

lørdag den 5. marts 2011

Der er altid plads til kage

Dagen i dag har budt på cupcakeworkshop hos Tine med kyndig vejledning af Julia. Jeg vil ikke sige så meget om det - jeg synes, billederne fortæller alt om, hvor hyggeligt og inspirerende det var.



Julia havde lavet superflotte sukkerblomster, som vi frit kunne forlyste os med.


Hun havde også bagt cupcakes til os, så vi bare skulle gå i gang. Og desuden fik vi også en fin lille bog med opskrifter i, så vi selv kan forsøge at gøre hende kunsten efter. Men for mit vedkommende, går der nok lige lidt tid, inden jeg er bare halvt så prof.


Her kan du se de cupcakes, jeg havde med hjem. Og nej, det er ikke den kønneste Amazon, verden har set - men dog en Amazon og hurra for det. Det lille svin var til kæresten, men han endte nu med at hapse den med chokolade.

Superdejlig dag! Tak til Tine, som endnu engang åbnede sit hjem for os og til Julia, som havde taget turen hele vejen fra Århus for at lære fra sig.

Og så tror jeg faktisk, at jeg skal forsøge at tage en kold tyrker fra kage i næste uge. Men først fra på mandag...

fredag den 4. marts 2011

Hækleskolen #3 - over and out for now

Hækleskolen blev (foreløbigt) afsluttet med maner i går aftes ved hjælp af Camilla, Anne-Mette, Merete og Margit.


Kreativt kaos hersker på bordet.


Superlækre chokokade/orange-muffins bagt af Merete. Og se lige den lille forårshilsen i kurven - yes!


Verdenssituationen blev også lige vendt indimellem hæklingen.


Lavendel fra Margit - "selv tak"!


Te fra Anne-Mette. Mmmm jeg elsker te.


Merete forærede mig en fin halskæde med glasperler.


Og Camilla havde disse skønne glasharer med til mig. De fås eftersigende i Søstrene Grene. Jeg er pjattet med dem!

Du kan jo smutte ind forbi hos de tre af aftenens kursister, der har en blog: Merete, der har en lille kaotisk villa, men som jeg fornemmer, at der er masser af hjerterum i. Margit, der er animator (hvor sejt er det ikke lige?). Og Anne-Mette, der er en den ene halvdel af en blog, der kan noget med papir - og snart hækling.

Tusind tak til alle, der har været med på hækleskolen. Det har været en dejlig uge, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg holder hækleskole.

Topscorere den seneste uge